Udskiftningen i Tjæreby Sogn.

Tystofte er den først udskiftede By i Sognet. Allerede 1785 endnu inden nogen anden By der paa Egnen. Aarsagen kan vistnok søges i en gammel Strid mellem Borreby og Basnæs. Sidstnævnte Gaard havde nemlig 13 Bøndergaarde spredt paa Stigsnæs mellem Borrebys Bønder. De Basnæs Herremænd havde altid vist megen lyst til at gaa paa Jagt paa Stigsnæs, hvor de altsaa havde Jagtret paa de 13 Basnæsbønders Jord. Naar man nu ved, at disse Jorder bestod af hver mindst 25 Agre, som laa spredt rundt om imellem Borrebybøndernes Jorder, saa kunde der let opstaa uenighed paa dette Punkt. Resultatet blev da også mange og lange Retsstridigheder om Jagten. General Castenskjold tog derfor Initiativ til at faa mageskiftet de 5 Tystoftegaarde, som han ejede, med et tilsvarende Antal paa Stigsnæs. Tystoftegaardene havde større Areal og Hartkorn end Stigsnæsgaardene. Uden at det står helt klart, hvorfor, blev de to Godsejere enige om at faa Tystofte udskiftet først, formodentlig for at faa et samlet Jagtterræn. Udskiftningen fandt sted, hvorimod det aldrig blev til noget med mageskiftet. Den næste udskiftning var Lundby By og Tjæreby By 1791. Lundby var første By. Efter at en Landinspektør havde opmaalt Bymarken og lagt en Plan for dens Enkeltheder, blev der afholdt en Aastedsforretning, hvor der var indstævnet en Landvæsenskommision samt Lodsejerne eller deres Befuldmægtigede. I Lundby var der kun 2 Lodsejere, nemlig Universitetet, repræsenteret af Forvalter Schougaard, som ejede 1 Gaard, samt Herremanden på Basnæs, Konferentraad Schiøtz, som ejede resten af Byen. Endvidere var Præsten, A. Falk, og Degnen, S. Breson til Stede. Efter at Retten var sat, var det Degnen, der aabnede Forhandlingen ned at fremkomme med en lang Skrivelse, hvis Indhold gik ud paa følgende: Der tilkom Degneembedet en Græsningsret fra hele Sognet paa 3 Køer og 12 Faar. Degnen var Embedsmand for hele Sognet og ikke for en enkelt By. Derfor vilde han nu straks nedlægge en Protest mod, at denne ret blev ham beskaaret. Ganske vist var det ikke almindeligt, at Degnen havde en anden Ret, men i dette Tilfælde var det en Erstatning for Julerente, som andre Degne nød, ikke kun han, Breson. I øvrigt ironiserede han over, at det var dem der sagde, at det kun var af Godvillighed fra Bøndernes Side, at han havde faaet sine Kreaturer græsset paa Byernes Fællesgræsning. Nej, en saadan Godvillighed eksisterede ikke og havde aldrig eksisteret, selv ikke i Israel. Han vilde altsaa protestere, med mindre han kunde faa tillagt et saa stort Stykke Jord, saa det kunde erstatte den omtalte Græsningsret. Kommissionen forhandlede nu indbyrdes om Degnens Paastand men blev i stedet enige om at udsætte Afgørelsen til næste Dag, da man skulde udskifte Tjæreby By. Resten af Mødet forløb glat.
Først var det Universitetets Gaard, der stod for Tur, men den tilstedeværende Repræsentant havde ikke noget imod Planen, og Herremanden havde ikke noget imod Planen for hans Vedkommende, og med en Bemærkning, Husmændene i Byen, som havde Græsningsret til hver en Ko, skulde have Erstatning i Form af en Jordlod,  sluttede Forretningen for den Dag, og Protokollen blev underskrevet for den dag: Med Hensyn til Løftet til Husmændene blev dette ogsaa indfriet, dog først Aaret efter samtidig med Udskiftningen af Vedskølle Bys Jorder. Konferentsraaden, der var indvandret Tysker og hørte til Bernstoffs Kreds, viste ved denne Lejlighed, at det ikke var bare Mundsvejr med Bondevenligheden. Han ansøgte nemlig om kongelig Bevilling til at nedlægge 2 Bøndergaarde i Lundby for at skaffe Jord til jordløse Husmænd. Bevillingen fik han, og paa den Maade blev Rødkullehusene til. Først var der 7 Husmænd i Lundby, der skulde have Jord, dernæst blev 6 jordløse Huse i Vedskølle betænkt, og endelig kom der 3 andre, taget andetsteds fra. Men tilbage til Udskiftningen i Tjæreby, som fandt Sted næste Dag. Til Stede var de samme Personer som Dagen før i Lundby. Dog var Skoleholderen i Tjæreby ogsaa mødt. Man begyndte med at behandle Degnens Krav. Det ser ud til, at Kommissionen ikke var særlig velvillig stemt for det, men paa den anden Side var man ikke for at have Vrøvl med Degnen. Han var kendt som en stor Kværulant. Man kunde heller ikke give ham Jord uden ogsaa at give Skoleholderen, da denne havde 2 Køer paa Fælleden om Sommeren. Resultatet ble, at de fik bevilliget Jord begge to Endvidere var der ogsaa en vanfør Skrædder, som boede i et Hus under Universitetet, der ansøgte om Jord, hvad han også fik bevilliget. Landinspektøren havde ogsaa en Plan færdig. Den gik i Korthed ud på at begynde med Præstegaarden ved det nordøstlige Hjørne af Præstehaven, derfra at gaa i lige Linie Øst paa til Lundby Skel. Derfra at følge dette til Egeslevlille Skel saa langt mod Vest som Maal og Takst fordrede det, og derfra igen til Tjæreby. Det vil sige, Præstegaardsjorden skulde dække hele Arealet, som den Øst for liggende Lod udgør, samt et godt stykke ind i den nuværende Præstemark paa grund af dennes større Areal. Vest for Præstemarken skulde saa Universitetets Gaarde begynde. Men her mødte Planen Modstand, idet Præsten protesterede imod, at vejen fra Egeslevlille gik gennem hans Mark, Universitetets Repræsentant var lige saa stejl ved ikke at ville have den heller. Egeslevlillerne var paa den Maade afskaaret fra Forbindelse med det øvrige Sogn uden ad meget lang Omvej. Her gik Forhandlingerne i Knude, og man kunde ingen Steder komme mere. Man blev dog enige om at slutte Forretningen for den Dag og saa fortsætte Aastedsforretningen næste Dag. Konforentsraaden tog nu til Egeslevlille og fik i Hast et Møde i Stand med sine Fæstebønder, og det resulterede i et nyt Initiativ. Om dette skyldes Bønderne eller Herremanden, melder Historien ikke noget om. Man er mest tilbøjelig til at tro, at det var Bønderne. Nok er det, at Konferentsraaden mødte næste Dag med en helt ny Plan. Den gik ud paa, at man fra samme Udgangspunkt trak en lige Linie til Egeslevlille By og kaldte det Præstemarkens østlige Grænse. Dette Forslag blev vedtaget. Dog maate Universitetet give Køb med Hensyn til Vejen fra Tjæreby til Tystofte, der hidtil havde gaaet direkte fra Tjæreby Kirke til Tystofte. Nu fik den et Knæk om til, hvor Forsamlingshuset nu ligger, og derefter fulgte den Skellet mod Tystofte. Paa den Tid kendte man kun 2 Slags Veje: Kirkeveje og Hovveje. F. Eks.: Af Tystofte Gaarde hørte nogle til Borreby, Resten til Basnæs, derfor havde man også to Hovveje, der pegede i hver sin Retning. Derfor kom de Huse, der kom til at ligge ved disse, til at hedde Hovvejshusene, hvilket Navn siden blev forkortet til Hovhusene.

Frederik den 6. var Bondens ven. Han udstedte ofte Cirkulærer til Godsejerne om at sørge for, at Hoveriet blev afløst paa disse respektive Godser, og lagde dem stadig på Sinde ikke at stramme Fordringen for meget. Disse Paamindelser vidste Bønderne god Besked med, og det bevirkede, at de ikke tog mod hvilket som helst Tilbud om Afløsning. Der kendes flere Eksempler paa, at Bønderne er gaaet direkte til Kongen med et Bønskrift, for at han skulde blande sig i Forhandlingerne til Fordel for dem. Et saadant Bønskrift kendes ogsaa fra Basnæs Gods. Det er Skolelæreren paa Stigsnæs, Volkersen, der har ført Pennen. Justitsraad Fiedler havde givet Bønderne et Tilbud, hvis Betingelser man dog ikke kender, men det var ikke blevet modtaget. 1817 var der en Del af Bønderne, der forsøgte med en saadan Bøn til Kongen, uden at man kan se nogen Virkning deraf. Klagen begrundes bl.a. med, at det ikke er muligt for dem at faa Folk, da der ingen er, som vil arbejde paa Hovmarken, ligeledes for den store Vejlængde til Arbejdsstedet, hvorfor de ikke kunde møde rettidigt og derfor fik saa mange Mulkter at betale. Det sidste er sikkert rigtigt nok, men det første passer ikke, I Følge mundtlig Overlevering og fra anden Side havde Tjenestefolkene ikke noget imod Hovarbejdet. Tværtimod, der blev de ikke overlæsset med Arbejde. Der fik de god Mad, idet ingen Husmoder vilde staa tilbage med Hensyn til Madkurvens Indhold, og endelig var her Liv og glade Dage, hvor saa megen Ungdom var samlet. Hoveriafløsningen for Basnæs Gods fandt Sted 1839, sa Scavenius købte Godset. Afløsningsgodtgørelsen blev 15 Td. Byg for hver Gaard. For Husmændenes Vedkommende blev det dog først 1849.