Rundt i Skælskør kommune

Erik Petersen har en fantastisk side med alt fra den gamle Skælskør kommune, bl. a. GÅRDE

klik på computeren herunder så kommer samtlige gårde i Lundby

       :        

Matrikel 13a, Kærgaard

Matrikel 13a, Kærgård

Peder Rasmussen

Jens Bek Pedersens erindringer fra omkr. 1910 nedskrevet 1971

35. Peder Rasmussens gård.

Gården ligger øst for vejen med en ret lang privatvej ned til, gården er firelænget med fritliggende stuehus i vest.
Både Peder Rasmussen og Marie var begge fra Menstrup i Marvede sogn, Peder Rasmussen var en del ældre end sin kone, jeg har hørt, at de blev forlovet på Maries konfirmationsdag, de blev gift da Marie var 18 år, det var i 1883, der var i ægteskabet fem døtre: Rasmine, Karen, Kirstine, Anna og Helga, Karen var som lille blevet opereret for strubehoste, stemmebåndene var da blevet beskadiget, hun nærmes hviskede.
Min farmoder Bodil Rasmussen i Rødkulle havde fået plovhjælp fra Visbjerggård tidligere, da Jens Andersen overtog denne gårds skiftede hun om til Peder Rasmussen, far påtog sig da at "gøre" de dage hestekraften kostede, hans mor betalte ham derfor, derfor kom mine forældre meget på denne gård.
Ca. 1910 overtog de Maries fødegård i Menstrup, de flyttede da til Menstrup, men beholdt gården på Lundby mark et par år endnu, de havde bestyrer på gården, til at forestå husholdningen var en af de voksne døtre.
1912 blev gården solgt til Jens Peder Jensen og Bolette [Boline], se side 12.
Døtrene gik det således: Rasmine var i flere år forlovet med en mand fra Ørslev, de blev dog aldrig gift, Karen blev gift med en mand fra Sydsjælland, jeg tror han havde været bestyrer på gården i Lundby, det var vistnok Snesere de kom til at bo i, hendes mand hed også Rasmussen til efternavn, han har været sognerådsformand i sin kommune en del år, Kirstine døde ugift ca. 1939, Anna blev gift med en fra Marvede sogn, det var i 1919 der var i hvert fald en datter i ægteskabet, denne datter blev gift med en mand fra Egeslevlille, det var vistnok meningen, at de engang skulle overtage gården i Menstrup, Helga forblev også ugift, hun drev gården i 1950.
Vi blev ved med at besøge dem i min barndom, forbindelsen blev også holdt ved lige længere. Jeg besøgte dem i 1933, da levede Peder Rasmussen endnu, i sommeren 1950 besøgte mor og jeg Marie en aften, da boede hun i sin moders aftægtshus i Menstrup by, Rasmine boede hos hende dengang, det er sidste gang jeg har haft forbindelse med familien.