Matr 27-28

FT 1930

Ludvig Petersen, 30-01-1878, gift, landmand, Tjæreby s
Louise Petersen, 12-07-1877, gift, husmoder, Skælskør
Tove Ruth Petersen 21-05-1922, ugift, barn, Tjæreby s

FT

Matrikel 27

Jens Bek Pedersens erindringer fra omkr. 1910 nedskrevet 1971

54. Peder Christoffersen, Rasmus Jensen og Ludvig Pedersen.
Huset er opført af tømrer Peder Christoffersen sidst i firserne (se s. 21), her boede familien til ca. 1910.
Den jordlod hvorpå huset blev bygget tilhørte en væver Andersen, jeg husker ikke fornavnet, han boede sammen med en ugift søster i et lille hus ved Vedskølle gadekær.
I fars barndom drev væveren selv jorden, far fortalte, at fra hans hjem flyttede de køerne for dem, derved sparede væverens for at gå mange gange frem og tilbage fra Vedskølle.
På lodden lå en kæmpehøj, vistnok en jættestue, denne ryddede Peder Christoffersen efter nogle års forløb, stenene blev slået i skærver og solgt til kommunen. I dette hjem opvoksede to børn, en datter Kristine og en søn, Albert. Datteren blev gift med min farbroder, hun blev altså lærerkone i Kirke Værløse. Som pensionister boede de i Ballerup.
Sønnen Albert havde lyst til at være sømand, moderens slægt var søfolk, han blev dog sat i lære på Skælskør Jernstøberi og Maskinfabrik. Jeg kan huske, at han var med til at lave vandværket i Lundby. Som udlært kom han på maskinistskole i København, efter overstået eksamen kom han ud at sejle i udenrigsfart, under første verdenskrig sejlede han i kystfart ved Amerika.
1922 blev han maskinmester på Slagelse Elværk, her avancerede han med årene op til førstemester, som pensionist bor han på Skovvej i Skælskør.
Huset var bygget med en længe parallelt med vejen, der var to vinkelbygninger ud mod vejen, mod vest var der værksted, mod øst var der stald.
Peder Christoffersen solgte til en mand der hed Rasmus Jensen, konen hed vist Anna, de var fra Magleby, der var ingen børn i ægteskabet. Rasmus Jensen døde af blindtarmsbetændelse i efteråret 1917. Hans enke var i midten af tyverne bestyrerinde på Tjæreby Alderdomshjem.
Efter Rasmus Jensen kom der en mand der hed Ludvig Pedersen, han havde tidligere boet i Ølsmosehuset på Tjæreby mark, han var en halvbroder til Vilhelm Nielsen. Jeg ved , at han var soldat sammen med far, jeg har ikke kendt noget til dette ægtepar, som pensionister boede de i Tjæreby.