Matrikel 18

Bygget 1917

Hans Peder Jensen [849] og Karen Hansen [850] (4 børn)

Morten Ludvig Christiansen [1196] og Anna Johanne Jensen [856]

Bent Jensen [6463 og Bente Olsen

Jens Bek Pedersens erindringer fra omkr. 1910 nedskrevet 1971

42. Hans Peder Hansen. [Hans Peter Jensen]

Dette hus lå vest for vejen og var vendt øst - vest, beboelsen var i vest for vejen og var vendt øst vest, beboelsen var i øst, her boede vores landpost, Hans Peder Hansen.
Han blev en meget gammel mand, dertil havde han en god hukommelse, jeg hørte engang han fortalte erindringer i radioen, han stammede fra Slagelseegnen og havde været ved landbruget, han forlod dette for at blive hestehandlerkarl og senere brødkusk, han giftede sig med en datter der fra huset, og på den måde fik han fæstet, han havde sin svigermoder på aftægt.
Dengang kunne de tjene en krone som daglejer på Basnæs, dette sagde han nej til, i stedet blev han i 1890 postbud og gik fra Skælskør, derfor fik han 1,25 kr. om dagen, så havde han tilmed nogle timer om eftermiddagen til at passe sin jord, han blev senere overflyttet til Tjæreby station da banen Dalmose - Skælskør blev åbnet 1892.
Hans rute var fra Tjæreby station, gennem Lundby ud til Ludvig Larsen, tilbage til Lundby og ud til Visbjerg, tilbage til Lundby og til Vedskølle og hele Vedskølle mark, til slut havde han Rødkulle, om eftermiddagen skulle den tomme taske tilbage til stationen. Det almindelige var at han cyklede, men føret kunne være så slemt at han måtte gå.
Han havde ved siden af postruten og landbruget to bibeskæftigelser, det første var , at han kunne "vise vand" ved hjælp af en kobbertråd bøjet som et V, den evne gik i arv i hvert fald til hans yngste søn, jeg ved, at han har vist vand for min far omkring 1940. Det andet var, at han kastrerede pattegrise, det foregik i reglen når han om eftermiddagen kørte tilbage fra stationen.
Hvad postens kone hed, det husker jeg ikke, der var tre sønner i ægteskabet, de hed Niels, Aksel og Hartvig. [Der var også en datter, Anna Johanne]      
Deres far ville ikke have dem ud at tjene hos bønderne, de blev gående hjemme og havde løst arbejde, de lugede roer, gik på høste og tærskearbejde, jeg kan også huske, at Aksel gik som opkræver for "Julens Glæde", det var vist meningen, at de skulle være postbude, det blev de også alle tre, de to ældste blev postbude i København og den yngste blev postbud under Tjæreby station, senere er han blevet forflyttet til Skælskør.