Ole Hansens erindringer fra 1940-1955 skrevet 2018

Købmand Johs. Andersen og hans kone Oda de drev forretningen i hele min barndom, Johannes var også i nogle år formand for det kloakselskab der blev stiftet 24. januar 1944. Inden da flød kloakvandet i de åbne vejgrøfter igennem byen, det lugtede ikke særlig godt så det var et godt tiltag.
Købmandsparret var meget missionske, et barnebarn har fortalt mig at hendes forældre ikke turde fortælle bedstefaderen at pigerne gik til gymnastik da de efter hans mening viste for meget frem i gymnastikdragterne.

Se også Jens Bek Pedersens beret ning fra 30 år tidligere

Matrikel 16a, den gamle købmandshandel

Ejendommen 2014

Bygningen opført 1922

Hans Rudolfsen Nielsen og Anne Marie Nyvang

Peter Julius Nielsen og Maren Kristine Frederikke Margrethe Hansen, (7 børn)

Lars Johannes Andersen og Oda Margrethe Jereminsen (4 børn)

Erik Hansen og Birgit Sofie Eriksen, (1 barn)

Kels Berth og Randi Berth

Henrik Eichhorst

  • Købmandsbutikken

    Klik på de små billeder for større

  • Købmandsbutikken

    Facaden på butikken med de mange reklameskilte.

  • Bygningen set fra vest

  • Bygningen set fra syd

  • Bygningen set fra sø

    Der hørte benzintank til butikken, det var den ene af to tanke i byen, den anden var hos smeden.

  • Bygningen set fra øst

  • Købmandsparret

  • Oda Andersen

  • Johs. Andersen

Jens Bek Pedersens erindringer fra omkr. 1910 nedskrevet 1971

fra Jens Bek Pedersens erindringer, skrevet 1971]

27. Marie Hjulmands hus, senere skrædderens hus.

Lidt længere mod øst lå et langt gammelt hus, hende der ejede huset boede i den vestlige ende af huset, hun blev kaldt Marie Hjulmand. Vi havde ikke noget samkvem med hende.
I den østlige ende af huset boede en kone vi kaldte gamle Marie, hun var en lille kone som gik langsomt og trippende, hun var vistnok meget ensom, hun kunne godt lide at komme ind til mor og få en tår kaffe. Jeg tror, at hun havde noget forkærlighed til os børn, hun ville gerne give os af det lidet hun havde, det kunne være et æble eller lignende, jeg kan huske, at jeg kom der forbi, hun kaldte mig ind, for jeg skulle have et æble. Hun borede først et par rådpletter ud med neglene, æblet smed jeg i grøften.
Når mine søstre kom om ved hende på landevejen måtte de ikke gå fra hende, hun ville gerne snakke med dem. Vi skulle altid skynde os hjem fra skole, men var der blevet følgeskab af gamle Marie, så var der tilgivelse for at komme sent hjem.
I juli 1914 døde Marie Hjulmand, der var auktion efter hende. Huset blev solgt, gamle Marie flyttede ned på Tjæreby fattiggård, hun døde i sommeren 1919, jeg ved Marie havde en datter der var gift, men jeg kan ikke huske hvor hun boede eller hvad hun hed.
Jeg har tænkt på gennem årene om ikke både Marie Hjulmands og tækkemandens huse har været gamle husmandssteder hvor jordlodden havde ligget i Rødkulle, det må kunne opklares af gamle matrikkelskort.

Huset blev købt af skrædder Peder Nielsen i Tjæreby, det gamle hus blev revet ned og et nyt grundmuret hus blev opført, dette var hvidkalket med rørt tag.
P. Nielsen var søn af fattiggårdsbestyreren i Tjæreby, han havde en dårlig hofte, det var vistnok tuberkulose, benet var stift, det syge ben var kortere end det andet, så han haltede meget. Hvad hans kone hed husker jeg ikke, der var en del børn i ægteskabet, Magda, Povl, et par pige tvillinger, og vistnok et par stykker mere.
P. Nielsen var kendt som en stridbar mand, man skulle ikke kalde ham skrædderen, han hed P. Nielsen.
De  ældste børn gik i Tjæreby skole da de kom til Lundby, de gik der også nogle år efter, senere tilsluttede de dem frimenigheden i Høve, børnene kom da i friskolen, Jeg er blevet konfirmeret sammen med Magda.
De sad ret småt i det, der var jo ikke så meget at sy i sådan en landsby.

Skrædderen solgte huset i 1920 eller 21, da var det såkaldte "læbælte" rundt om købstæderne ophævet, da kom der en masse købmandsforretninger rundt om i landdistrikterne, der blev også købmandsforretning i dette hus.
Skrædderen med familie lejede sig ind i de værelser i møllerens udlænge (se side 9), han var da så heldig, at han købte en herreekviperingsforretning med skrædderi i Sandved, jeg har hørt, at han fik den på gode betingelser. Da begyndte P. Nielsens storhedstid, han begyndte med et stort overtagelsesudsalg.
Han fik aldrig bil selv, men han lejede tit bil, de tog i teatret i Slagelse og på udflugter, de tog erstatning for meget af det de tidligere måtte undvære. Han havde blot ikke forstand på forretning, så han fik ikke balance i foretagenet.
Jeg var senere soldat sammen med en der havde været lærling på værkstedet i Sandved da P. Nielsen overtog det, han sagde altid, at det kan ikke gå på den måde P. Nielsen driver det på.
Det gik da heller ikke, jeg tror det var først på året 1929 at hans forretning blev erklæret konkurs, han meddelte sine kunder, at hans værksted fortsatte.
Magda blev vist gift med en landmand. Povl var ved landbruget, han var bedre til at bruge penge end han var til at tjene dem. I sommeren 1926 tjente han i Tystofte, der var han så uheldig at få nogle penge op under neglene der ikke tilhørte ham selv. Der blev ingen politisag ud af det, men han kunne ikke få tjenesteplads efter dette. 10 marts 1927 udvandrede han til Canada, han sejlede med samme skib som to sf mine brødre.
Det var sidste dag jeg var soldat, jeg var også nede og tage afsked med dem, hele familien Nielsen var der også, det var sidste gang jeg har set dem.