Matrikel 35a

Bygget 1890

Michael Bjerge Jensen

fra Jens Bek Pedersens erindringer, skrevet 1971]

20. Peder Jørgensens hus.

Det Næste hus nord for landevejen lå noget tilbagetrukket, det lå med gavlen til vejen, det var et gammelt stråtækt hus, her boede et ægtepar der hed Peder Jørgensen og Karen Margrethe, manden var kurvemager, det var mest de såkaldte høkurve han lavede, han kunne også lave finere ting, men det var ikke almindeligt, at han gav sig af med der, prisen for en høkurv var 4 kroner.
Der blev engang fortalt mig, at han havde gennemgået et lærerkursus i Dansk Husflidsforening, det var meningen, at han skulle være lærer i Tjæreby Husflidsskole, han måtte dog opgive det, fordi han ikke kunne styre drengene.
Bag huset var der en lille pileplantage, om foråret når pilene var skåret blev de knippet sammen, disse pileknipper blev sat ud i den vanding der var lige øst for haven, det var for at de kunne holde sig friske, da denne vanding blev fyldt, satte  P. J. pilene ned i gadekæret.
De havde flere børn, jeg ved ikke hvor mange, den eneste jeg kendte var sønnen Alfred, han var ugift og boede til tider hjemme, han arbejdede til tider hos tømreren, der var en søn der havde boet i Kristian Sørensens hus, se side 19, denne søn flyttede til Skælskør, en anden søn boede vistnok også samme sted, en datter var gift, hun boede i Vedskølle, hendes mand arbejdede i haven på Basnæs.
Dette ægtepar døde en gang i tyverne. Huset brændte ved den store ildebrand i 1931.