Matrikel 1l, den gamle central

Bygget 1908

Åse Hanni Marie Jørgensen

fra Jens Bek Pedersens erindringer, skrevet 1971]

19. Tømreren.

Øst for den gamle smedje boede tømreren, huset var hvidkalket med blå cementtagsten, bag stuehuset lå værkstedet, jeg er ved at tro, at tømrerens hus er udstykket fra den gamle smedje, jeg ved dog intet bestemt om det.
Jeg husker der boede en anden familie i huset, manden var også tømrermester, de havde en dreng og en pige, jeg husker ikke hvad de hed, de flyttede til Korsør i foråret 1908.
Den tømrermester der kom derefter hed Peder Olsen, han var vistnok fra Korsør, hans kone hed Vilhelmine og var fra Korsør, de blev gift i sommeren 1908, der kom to sønner i ægteskabet de hed Knud og Henning.
Vilhelmine havde en ugift søster, hun holdt hus for en ældre mand i Korsør, hun kom med en overvældende mængde legetøj til de to drenge.
Huset lå med facaden til vejen, i stuehuset var der regnet fra vest: entre, to stuer hver med et trefags vindue, mod nord var der køkken med spisekammer og soveværelse.
Nord for huset lå værkstedet, P. Olsen var en driftig mand, han byggede øst for værkstedet et hus til en benzinmotor, så fik han på værkstedet båndsav og afretter, uden for værkstedet var en rundsav, der var også påmonteret slibesten og boremaskine. Da smed Godtfredsen under første verdenskrig smedede hestesko til den tyske hær, sleb han skoene på denne slibesten. Bødkeren borede huller til sine tøjerkøllehovder her, se side 23. Senere fik tømreren også bloksav, så han kunne skære kævler op for folk, her fik folk også savet deres brænde.
Da det under første verdenskrig kneb med at få benzin blev motoren lavet om til at køre på petroleum, da dette også slap op fik P. Olsen anskaffet en vindmotor, da var man helt afhængig af vinden når der skulle saves noget.
Vilhelmine tjente også penge, da telefonnettet blev stærkt udvidet, det var vistnok i 1910, blev Tjæreby central flyttet fra Tjæreby brugsforening, til tømrerens, det var en meget bunden bestilling med at være hjemme til hver en tid, hun havde til hushjælp kun en skolepige, og så var det ikke altid hun havde det, Vilhelmine var tilmed plaget af dårlige ben, jeg tror det var sår på skinnebenene.
Tømreren havde til hjælp kun en arbejdsmand, ja til tider med meget brændeskæring havde han måske to, jeg husker, at han en enkelt gang havde en lærerdreng, det var en dreng fra Slagelse der hed Christian, han kom vist i 1913 eller 14,
Første august 1914 var en mærkedag for hele landet, da udbrød den første verdenskrig, det var også en mærkedag for Lundby, jeg huskede de skæmtede lidt med det da der var tale om de første krigserklæringer, det blev snart bitter alvor.
Om aftenen samledes de beboere der ikke havde telefon hos tømreren for at høre krigstelegrammerne læst op i telefonen, så kom den aften da der kom mobiliseringsordre, jeg tror det var den 5. august, af vore naboer måtte både tømreren og møllersvenden Carsten Noppenau afsted til garnisonen i Slagelse.
Tømreren, Johan Andersen fra Visbjerg og gårdejer Peder Nielsen blev indkvarteret hos karetmager Chr. Hansen, Landsgrav, karetmagerens kone var mors kusine.
En meget varm dag kort efter husker jeg, at vi hørte rumlen i luften, der var ingen der tænkte på torden, nej, der blev drøftet om det var søslag i Storebælt, det var nok englænderne der forsøgte at komme den vej til Kiel.
Samme dag hen imod aften kom tømreren hjem fra Slagelse på cykle, det var ulovligt at forlade garnisonen, han fik da ordnet det sådan at Christian kom til at arbejde hos Thorvald Dinesen i den tid han var indkaldt, han kørte tilbage samme aften.
Den nat udbrød der et meget stærkt tordenvejr, 5 år senere når der blev talt om tordenvejr, kom de altid tilbage til denne nat, vi børn blev kaldt op, mor gik over til Vilhelmine, et hus med central var meget udsat for nedslag, lynet slog også ned i ledningerne og ødelagde centralen.
Lynet slog også ned i Henrik Kristensens stald, udlængerne brændte ned, da mændene skulle til ildebrand samledes koner og børn i mit hjem, vi kunne den nat tælle syv lynbrande hjemme fra.
Pladsen på tømrerens værksted var stærkt optaget, derfor indrettede han lager for brædder på stuehusets loft, et vindue i vestgavlen blev lavet om til en dør, der blev lavet en platform uden for, en udvendig trappe førte der op til.
Samme år i september blev der en meget kraftig vestenstorm, nævnte dør var lukket med en krog der var skruet i, denne krog kunne ikke holde til vindens pres, døren sprang op og vinden rev et stort hul på taget både i nord og sydsiden, kun hver tredie tagsten var bundet, derfor styrtede en masse tagsten ned og blev slået i stykker, far var hjemme den dag, han trådte straks til og reddede hvad der redes kunne, det var islutningen af den tid jeg gik i lille klasse, så jeg var hjemme om formiddagen, jeg hjalp derfor far, om eftermiddagen hentede Peder tagsten hos murer Lauridsen, så far kunne få taget lavet inden aften.
Hen på efteråret vendte tømreren hjem fra soldatertjenesten, han måtte efter nytår i trøjen igen, denne gang var han med til at bygge Ermelundsfortet, dette fort skulle være med til at beskytte oversvømmelserne på Københavns Nordfront, under denne indkaldelse kom Christian til at arbejde hos en tømrer i Tranderup på den anden side af Skælskør.
Tømreren fik motorcykle omkring 1912, det var en "Ellehammer", det var dengang man løb sådanne maskiner igang.
Da drengene nåede den skolepligtige alder kom de til at gå i friskolen sammen med os andre.
Tømreren var politisk set socialdemokrat, han holdt også "Socialen", han var i min barndom temmelig ivrig, mange år senere, det var vist i fyrrene, så jeg i avisen, at han var opstillet på den konservative liste til et sognerådsvalg.
Knud lærte tømrerfaget og gled ind i forretningen de hjemme, Henning blev maskinarbejder og arbejdede hos smeden i "Skumme", denne smedje ligger i Fyrendal sogn ved korsvejen på landevejen mellem Spjellerup og Nyrup.
Engang, vistnok i sommeren 1951, gik jeg ind og hilste på dette ægtepar, tømreren kendte mig med det samme, Vilhelmine måtte jeg fortælle hvem jeg var, hun blev rørt til tårer, hendes udtalelse var hele tiden: "Lundby er ikke mere det det var da I boede her", hun talte om tordenvejrsnatten  og den gang far lavede hendes tag.
Jeg hørte for nogle år siden, at Vilhelmine var død og tømreren var flyttet til Tjæreby alderdomshjem.