Matrikel 1f

Bygget 1890

Knud Kjærgaard Janerka og Grethe Bodil Janerka

fra Jens Bek Pedersens erindringer, skrevet 1971]

18. Den gamle smedje.

Så fortsætter vi med hovedgaden i Lundby, skråt over for mit fødehjem, altså på nordsiden af vejen, ligger der et langt gulkalket og teglhængt hus, det er en gammel smedje, den sidste smed hed Christiansen, hans fornavn har jeg ikke kendt, beboelsen var i vest og smedjen i øst, jeg husker ikke smedjen har været i brug, der havde stået et skur til brug når der skulle skos heste, dette skur blev senere, men før jeg kan huske, flyttet ned  til hvor sønnen, Herman, senere drev smedje.
Jeg husker smeden som en gammel døv mand, han brugte hørerør, jeg tror han døde 1909, hans kone maren levede til ind i tyverne, hun havde lidt blomsterhave foran hendes stuevinduer, her var det særligt studenternelliker jeg husker, dem havde mor ikke i sin have.
Smedens havde flere børn, den eneste jeg har kendt er Herman, se side 5, der var også en datter på Lolland, jeg kan huske Maren til tider var der nede, der var et eller to der boede i Skælskør.
I de første år far og mor boede i Lundby gik det vist ret livligt til hos smeden, smeden blev meldt for at holde smugkro, og han blev idømt en bøde, det skete i forbindelse med det drama der blev hos mølleren, jeg omtaler det side 13.
Jeg husker Maren kom en del hos os, men jeg tror ikke hun påtog sig noget arbejde for folk, jeg husker, at hun havde et par af de såkaldte "Komodehunde".
Tømreren havde lejet hendes have de senere år hun levede, der manglede plads omkring hans værksted og savskæreri, da Maren døde, se side 7, købte tømreren huset, han svigerforældre fra Korsør flyttede vistnok ind i huset.