Matrikel 1g

Birkemosevej 146, foto 2014

Bygget 1900

Margrethe Christiansdatter

Kurvemager, Hans Peder Pedersen [1186] og Ane Pedersen [1187] (1 barn)

Møllersvend, Peder Martin Petersen [896] og Mathilde Karoline Pedersen [897] (8 børn)

Bagersvend, Valdemar Hansen [754] og Hansine Vilhelmine Thomsen [755] (6 børn)

Jørgen Christian Nielsen

Bagersvend, Jørgen Peder Jørgensen [1325] og Caroline Amalia Hansen [1326] (7 børn)

Arbejdsmand, Christian Larsen [3854] og Ingeborg Marie Pauline Jensen [3855] (1 barn)

Carsten Nuppenau

Jordarbejdsmand, Charles Paaske [2097] og Hanne Elisabeth Hansen [2098] (4 børn)

Rasmus Vilhelm Nielsen [743]

Jørgen Kristian Nielsen [750]

Husejer Agnes Marie Dorthea Nielsen [751], ugift, (Møller Marie) FT 1940

Fhv. landmand, Jens Christoffersen

Ernst Hansen

Michael Jensen

Jesper Fanø Kraiberg [2222] og Søs Nielsen Kraiberg [2223]

Jens Bek Pedersens erindringer fra ca. 1910

9 Møllerens hus.

Det var et gulkalket hus med tegltag, det lå lige ved hjørnet, der boede, da mine forældre kom til Lundby, et ældre ægtepar, manden var kurvemager, jeg husker ikke hvad de hed.

Efter deres død købte mølleren huset, dette bestod af to stuer, køkken, gang med loftstrappe og et stort loftværelse, på loftet stod en stor egetræsrulle, de sagde at mølleren havde købt den på en auktion i Sønder Bjerre, der rullede de deres tøj fra møllen, der var også andre der fik lov til at rulle der, den rulle har jeg trukket mange gange, nord for huset var der et stort vaskehus.

De første jeg kan huske der boede i huset var en møllersvend ved navn Peder Pedersen, hans kone hed Mathilde, hun var født i København under meget små kår, hun har fortalt, at hun som barn tit var sendt i byen med en femogtyveøre og for den skulle der købes kaffe, kul og brød. Hun var af værgerådet sendt på landet, hun var kommet til Kristen Hansens Aasgaard i Høve, her traf hun sin mand, han var møllersvend på Kanehøj mølle.
Medens de boede i Lundby blev deres fire ældste børn født, Thorvald 1902, Holger 1904, Marie 1905 og Ingrid 1906. De tilhørte som mine forældre frimenigheden i Høve.
Ca. 1909 byggede de et elektricitetsværk i Sandved, dette var ikke så stort så det kunne ernære en familie, derfor blev der indrettet en elektrisk mølle i samme bygning, pladsen som bestyrer fik Pedersen, han fik først et kort kursus i at passe værket før han rejste til Sandved. Vi kom meget sammen med dem i Lundby og vi vedblev at komme hos dem i Sandved, de fik senere tre børn mere.
Jeg talte sidste gang med Pedersen i 1928, jeg var med i den store manøvre det år, vi fik et flere timers langt ophold i Sandved, jeg talte med Mathilde ved mors begravelse i 1953, Mathilde var blevet enke engang i trediverne, hun flyttede til Slagelse, jeg traf hende flere gange i Høve frimenighedskirke.

Den næste familie i huset var en bagersvend, jeg husker ikke navnet, de havde tre børn, den ældste hed Gerda og så var der en søn der hed Peter, han kom senere til at bo hos bødkeren, herom senere, denne familie kom til Høve mølle.

Dernæst kom en bagersvend der hed Jørgen Jørgensen, hans kone hed Karoline, der var dengang tre børn: Gerda, Peter og Knud, Peter og jeg var jævnaldrene, senere kom der flere børn, i foråret købte han den ejendom murer Jørgen Lauridsen tidligere havde ejet.

Så boede der en mand der hed Kristian Larsen, hans kone hed Ingeborg, de havde en datter Laura, hun var fire år, han var arbejdsmand hos Thorvald Dinesen, året efter lejede han en lejlighed hos bagersvenden, jeg har senere hørt at de fik et statshusmandsbrug.

I foråret 1914 kom der en møllersvend, Carsten Noppenau, de var nygifte, han hørte til dem der blev indkaldt til mobiliseringen i august 1914, han kom tilbage igen, han rejste i foråret 1915, de sagde, at han ikke kunne enes med møllerens Jørgen.


Der kom så en møllersvend igen, han hed Charles Påske Andreassen, hans kone hed Sofie, de havde fire døtre, jeg kan huske møllersvenden prædikede socialisme for far, i løbet af sommeren stak han af fra familien, han kom dog tilbage i løbet af nogle dage, samme efterår stak han af igen, da kom han ikke tilbage.
Der samlede sig megen medfølelse om den forladte kone og hendes børn, om hun fik noget af sognet ved jeg ikke, den ældste af pigerne fik plads som barnepige hos Ludvig Larsen, hun boede hjemme og gik i skole, Sofie holdt hende pludselig hjemme fordi pigen ikke tjente nok i pladsen, så fik hun plads hos tømrerens, hun skulle gå i skole tre dage om ugen, til præst to gange om ugen og tilmed i syskole, så blev der forlangt så meget i løn, så Vilhelmine sagde hende op.
Hvis der blev tilbudt Sofie arbejde med at luge roer, så tog hun og børnene fat nogle dage, så holdt hun op fordi de ikke tjente nok.
Fik hun noget aflagt tøj til børnene, sagde hun, at det var slidt så meget, så de ikke kunne være bekendt at gå med det, hun var altid utilfreds, men hun ville ikke gøre noget selv for at forbedre sine kår.
Jeg kan huske, at hun havde et køkkenudstyr så stort, hendes buffet var fyldt med glas i alle dimissioner, hun havde et fint spisestel, men hun havde bare ikke noget at bruge det til.
Da der under første verdenskrig blev oprettet hjælpekasse i sognet hængte hun hårdt på den, det fik da mølleren til at sige hende op i lejligheden, hun måtte da tage plads på Rude Møllegaard som malkekone, hvad der senere blev af hende og familien, ved jeg ikke noget om.