Foto: 2014

Matrikel 32c

Bygget 1780

Christoffer Larsen og Maren Nielsdatter, (3 børn)

Hans Peder Christophersen og Sara Marie Smidt, (2 børn)

Rasmus Christian Christiansen

Lars Nielsen og Karen Sophie Clausine Hansen, (5 børn)

Peter Kristian Harald Jensen og Anna Maja Ingrid Nielsen, (3 børn)

Jens Christian Hansen og Ingeborg Anna Nielsen, (3 børn)

Poul Kristian Onstrup Hansen og Edith Ruth Missa Henriksen, (6 børn)

Peter Ole Mortensen og Emmy Agnete Maren Christiansen, (3 børn)

Palle Ebbe Mortensen

Esbensen

Søren Petersen Kjeld Bøgh Jensen

Ole Arne Münther

Foto: omkr. 1970

Jens Bek Pedersens erindringer fra omkr. 1910 nedskrevet 1971

Foto: omkr. 1960

12. Bødkeren

Det sidste hus i rækken var et af de gamle bondehuse der lå øst - vest med beboelsen i vest, der var rum mod øst der blev kaldt loen, der har sikkert også en gang været stald, til huset havde engang hørt et vænge, det lå nord og øst for huset.
Jeg ved det havde tilhørt tømrer Christoffer Larsen, det går tilbage til 1850-60, han havde opført en værkstedsbygning helt ude ved vejen vest for huset, dette var en kampestensbygning, begge bygninger var hvidkalket og tækket med strå.
Christoffer Larsens kone hed Maren, der var flere børn i ægteskabet, sønnen Peder Christoffersen lærte tømrerfaget, han havde været to vintre på håndværkerskole på Vallekilde højskole, han havde der været med til at udarbejde den tegning deres lærer, bygmester Bendsen, lavede som forslag til en valgmenighedskirke, disse tegninger blev senere benyttet ved opførelsen af Høve frimenighedskirke, senere benyttede Stevns frimenighed samme tegninger til opførelse af deres kirke.
Peder Christoffersen rejste til Hejls, derovre blev han gift med Marie Smidt, hun var af sønderjysk slægt, hendes forældre var rejst nord for grænsen fordi deres sønner ikke skulle være tyske soldater.
I Hejls blev deres ældste datter født i 1884, samme år rejste familien til Lundby, Christoffer Larsen var død, og sønnen drev nu forretningen videre, nogle år senere købte han en ubebygget husmandslod i Rødkulle, her byggede han hus og drev tømmerforretning og husmandsbrug.
Da Thorvald Dinesen i 1898 købte en gammel gård i Lundby var det måske ikke hans mening at udflytte gården, han købte i hvert fald vænget af Maren Christofs, haven der havde været nord for huset blev flyttet syd for huset, skellet kom til at gå ret nord for huset. Maren blev boende i huset, værkstedet blev indrettet til beboelse, her boede en kone vi kaldte "Gamle Marie", hun var enke efter Hans Peder i Estemosehuset, ham har jeg omtalt i: Hvad far fortalte side 11.
Maren flyttede til Skælskør til en datter, senere da denne flyttede til Slagelse, tog hun ophold på Tjæreby fattiggård, hun døde 1914 eller 15.
Jeg tænker, at bødkeren købte huset 1908 eller 09, ham vi kaldte bødkeren hed Nielsen til efternavn, fornavnet kender jeg ikke, ham og døtrene tilhørte Indre Mission.
Jeg husker bødkeren som en stor tung mand med et stift eller dårligt ben, han gik med en stor egespirs stok med hestebrodde i enden, de sagde, at han havde været fisker ved Basnæs, benet var blevet stift af gigt. Han blev altid kaldt "Bødkeren" men hans provision kunne bedre betegnes med "Klamphugger", jeg ved ikke af, at han beskæftigede sig med bødkerarbejde.
Da han kom til Lundby med sin familie, hans kone var vistnok død dengang, boede de i et hus der lå østligt i byen syd for landevejen, men huset brændte, årsagen til branden, var, at datteren Maja havde hældt aske ud på møddingen med gløder i, det var vist 1907. Huset blev aldrig opbygget mere, jeg husker at der på tomten var en brønd med brøndkarm om.
De kom til at bo hos murer Jørgen Lauridsen i det gamle stuehus, se tidligere.
Jeg forsøger at beskrive hvad bødkeren lavede, først var der træskoklamper, han købte bøgekævler i Basnæs skov, de skulle være knastfri til dette brug, de blev først savet ud i alenlange stykker, derefter blev de med stålkiler kløvet ud i passende stykker. Til "forklamper" skulle de have et noget rektangulært tilsnit, til "bagklamper" skulle de helst være noget trekantede, derefter satte han sig på knivbænken og bearbejdede dem med spånkniven, jeg ved ikke om han på dette tidspunkt bearbejdede dem med sandpapir, når sådan et alenlangt stykke var færdigt blev der slået et langt X fra den ene ende til den anden.
Når et passende oplag af sådanne stykker var færdige lånte han en hest hos Nis Pæsen, denne blev spændt for en hesteomgang ude i gården, han havde en person til at drive hesten rundt, hesteomgangen trak en båndsav der stod til højre inden for døren, på båndsavens "bord" var der fastspændt et beslag der angav klampens højde, med båndsaven blev de tildannede træstykker skåret over så de blev til klamper, disse blev skubbet over bag på bordet, så blev der spændt et stykke sandpapir på bordet, her blev klamperne pudset i kanterne, til sidst blev klamperne samlet to og to med en stift, for at finde ud af hvordan de hørte sammen var det at krydset var blevet slået, prisen for sådan et sæt klamper var 5 øre, så solgte han tilmed en stor del af sin produktion engross  til brugsforeningerne i omegnen.
Så lavede han en masse tøjrepæle, dertil var stykkerne vel en halv alen lange, når de var kløvet ud fik stykkerne først nogle snit med en sav, derefter blev de bearbejdet på knivbænken, de blev spidset, i den modsatte ende blev der skåret hoved, der blev skåret spåner af op til savsnittene så tøjret kunne gøres fast, der skulle skæres af så den flade der blev slået på ikke var for stor, var den det ville pælen nemt slås i stykker med tøjrekøllen, jeg tror sådan en tøjerpæl kostede 6-7 øre.
Så lavede han tøjrekøller, der var forskellige kvaliteter, de billigste havde hovedet et kvadratisk tilsnit, de var savet ud, det var sikkert en dårligere kvalitet af kævler der blev brugt der, de bedre køller fik en omgang i knivbænken så hovedet blev ovalt, disse køllehovder kom en omgang til smeden og blev beslået med to jerngjorde, skaftet kunne for begge kvaliteter være både af træ og jern, træskafterne har sikkert været af asketræ, jernskafterne var af gamle gasrør fra Skælskør, hovedet og det nederste af skaftet fik en omgang tjære inden de blev solgt.
Da tømrer Peder Olsen blev noget mekaniseret og fik motor til trækkraft, tror jeg nok, at køllehovederne blev savet ud der, hullerne til skafterne blev i hvert fald boret der, hvad prisen for en tøjrekølle var, husker jeg ikke.
Dernæst lavede han høriver, skaftet var af fyrretræ, de blev rimeligvis skåret ud på båndsaven, rivehovederne, de to skråstiver der støtter hovedet samt tænderne var asketræ. Han havde også en høvlebænk, den stod bagerst i værkstedet, den blev brugt når han lavede river, hvad prisen for en rive var, husker jeg heller ikke.
Der var muligvis andre ting han lavede, men dette var hans hovedproduktion.
Dette er et eksempel på hvordan en mand der var slået ud af sygdom kunne klare sig med andet arbejde. Af fremmed hjælp erindrer jeg kun han havde omtalte dreng, Peder, han boede hos bødkeren og passede sin skolegang derfra, hvad han fik i løn, ved jeg ikke, det har sikkert ikke været meget.
Bødkeren var, som jeg har skrevet, enkemand, han havde to døtre som jeg har kendt, Maja  var den ældste, Ingeborg var den yngste i børneflokken, så var der en datter der var gift, hun boede i Tranderup ved Skælskør. Jeg husker to drenge der kom på sommerferie hos bedstefaderen, der blev også saft der var eb søn, der var vist ikke meget ved ham, de sagde, at han den meste tid gik på landevejene, han kom kun til sognet, når han af det offentlige blev sendt til Tjæreby fattiggård.
Både Maja og Ingeborg blev senere gift, Majas mand drev forretningen videre, sådan en virksomhed blev slået ud af tidernes gang, gummistøvlerne skal ikke klampes, jerntøjerpælr har slået træpælene ud, senere blev køerne ikke tøjret mere, høstriverne er der heller ikke brug for mere, det hele hører fortiden til.
På sine gamle dage tog bødkeren ophold hos Ingeborg hun boede i Flakkebjerg.
Nu var der ikke flere beboere ud ad orebyvejen, lidt nord for det omtalte vænge var der et lille vandhul, det blev kaldt Gåsemosen, dette var et minde om det store gåsehold der havde været i alle landsbyer, her begyndte et lille vandløb, det rendte ned gennem byen, ud gennem gadekæret, for at passere den lavning der hed Sundemosen, videre i skellet mellem Ludvig Larsens og Thorvald Dinesens marker, gennem Estemosen, ud over Vedskølle og senere Sibberup marker, til sidst gennem den østlige del af Basnæs skov og udmundede i Basnæs nor.
Far fortalte, at der havde ligget et hus ved Gåsemosen, det havde naturligvis heddet Gåsemosehuset, det har vel været et fæstehus under Basnæs, huset havde i længere tid stået ubeboet og blev forfaldent, det havde så lidt den skæbne, at det lige så stille var blevet stjålet, når folk havde brug for et stykke træ, havde de taget det i huset, det var helt forsvundet på den måde.

   

Jens Bek Pedersens erindringer fra omkr. 1910 nedskrevet 1971

I 1912 blev der opført en stor træbygning hvor Niels Pæsens markvej udmundede, der var en del gårdmænd der på egnen der havde købt et stort tærskeværk med damplokomobil og halmpresser, der i huset stod tærskeværket uden for sæsonen. Det værk de først købte brændte i september 1914 ved en gård på Stigsnæs, ilden opstod som skorstensbrand, så lokomobilet havde ikke skyld i branden, der blev omgående købt et nyt værk.