Beboere

Det gamle stuehus i Lundby

Matrikel 7 før udflytningen omkr. 1900

Den gamle gård lå i Lundby by

Lars Nielsen [6762] og Dorthe Mortensdatter [6763] (2 børn)

Lars Nielsens enke [6763]

Jeppe Nielsen [1553]

Jørgen Jeppesen [1118] og Marie Thomasdatter [1116] (3 børn)

Søren Hansen [1115] og Marie Thomasdatter [116] (5 børn)

Hans Sørensen [1117]

Jørgen Jensen Lauritsen [927] og Karen Kirstine Hansen [928] (5 børn)

Rundt i Skælskør kommune

Erik Petersen har en fantastisk side med alt fra den gamle Skælskør kommune, bl. a. GÅRDE

klik på computeren herunder så kommer samtlige gårde i Lundby

       :        

Matrikel 7a Birkemose efter udflytningen omkr 1900

Birkemose efter udflytningen

Bygget 1901

Niels Thorvald Dinesen [405] og Maren Kristine Sørensen [406] 4 børn, Eva, Asger, Ejvind og Ruth

Ejvind Dinesen [414] og Ragnhild Agnethe Bach [614] 3 børn Erling, jens og Ellinor

Erling Dinesen [615] og Bente Pedersen [607] Vagn, Jan og Niels

Vagn Dinesen [1639] og Mette Raadkjær [1641] (? børn)

Jens Bek Pedersens erindringer fra omkr. 1910 nedskrevet 1971

fra Jens Bek Pedersens erindringer, skrevet 1971]

Thorvald Dinesen.

Lige inde fra Lundby, fraregnet vores have, var marken øst for vejen Thorvald Dinesens, her fra dette hjørne blev marken vest for vejen også hans, lidt længere mod syd lå hans gård, den lå øst for vejen.
Thorvald Dinesen var fra Høve, han var af den store børneflok fra Rasmus Dinesens hjem på Højstrupgård på Høve mark, om Rasmus Dinesen og Karen Feldthusen er der skrevet meget andre steder, så jeg nævner dem kun, Thorvald Dinesens kone hed Christine og var fra Neble i Boeslunde sogn.
Th. D. købte gården i 1898, han havde den fra foråret, da han var ugift førte en af hans søstre, vistnok Herdis, hus for ham, Christine og Th. D. blev gift i efteråret 1898.
I 1898 var det en gammel firelænget gård der lå nord for landevejen i Lundby, Th. D. har måske ikke med det samme haft tanke om udflytning, ha købte i hvert fald det vænge der hørte til Maren Christoffersens hus, se side 21, der var kneben plads om gården og der manglede ladeplads, tilmed lå gården meget dårligt for markerne, der var mindst 2 km. til de yderste marker, alt transport til og fra markerne skulle over landevejen, jeg har hørt, at da Th. D. ville udflytte gården var hans svigerfader meget imod.
I 1901 byggede han så ude på marken syd for Lundby. Gården heder nu Birkemose, det var medens hans fader havde teglværk, murstenene var derfra, der blev bygget et rødstens stuehus, senere blev der bygget kvist derpå, ved stald og ladebygningen blev murene støbt af sten der var samlet på markerne, der var også svinehus og vognport, denne bygning blev i 1918 forhøjet, der blev lavet folkeværelser og festsal ovenpå. Laden blev ret tidligt udvidet med en trælade, omkring 1910 byggede han en stor fritliggende lade, det var for en stor del af materialer fra det nedlagte kalkværk i Sdr. Bjerre, ha byggede også et frøtørreri, det var udvendigt beklædt med bølgeblikplader.
Der skete altid noget på gården der, livet stod ikke stille, næsten hvert år blev der lavet noget om, enten i stuehus eller stald.
Th. D. var en mand ud over det almindelige, der blev produceret meget på hans landbrug, dertil havde han en fin næse for forretninger, han kunne lave penge på mange ting, folk troede tit at nu gik det helt tosset til, når han havde lavet et af sine mange opkøb, jeg tror dog, at han tjente penge på det meste.
Han havde altid stalden fyldt med køer og grise, hans køer kom aldrig på græs, de blev staldfodret med hvad der var af grønt sommeren igennem, der var grøn rug, lucerne, græs m.m. om vinteren var det roer og halm, dertil kom naturligvis tilskud af kraftfoder.
Hestebestanden bestod for det meste af belgierheste, af dem havde han et stort opdræt, der var naturligvis en eller to lette køreheste.
Da Th. D. flyttede sin gård uden for byen blev udlængerne revet ned og stuehuset solgt til beboelse, se side 4 med flere steder, der hørte til gården også et vænge der strakte sig ind bag Nordregård, Th. D. tilbød Niels Pæsen dette vænge, Niels Pæsen var ikke interesseret i at købe det, Th. D.  lod da en bemærkning falde om, at han ville bygge en fodermesterbolig der, næste dag kom Niels Pæsen og købte vænget.
Th. D. handlede gerne med ukurante ting, når et kornlager var brændt et sted i landet, sendte assurandørerne gerne bud efter ham, når sådan en handel var gået i orden kom der gerne en del jernbanevogne til Tjæreby station, varerne blev kørt ud på gården, kornet blev tørret i frørenseriet, der blev så købt pattegrise op, de store lader blev indrettet til svinestier, kornet blev da fodret op på dem.
Gdr. Joh. Henriksen i Bøgelunde drev også belgieravl, han havde en meget fin hoppe, den blev sendt til et sted på Fyn til parring, resultatet blev et hingsteføl der skulle være avlshingst, da føllet var ca. et år gammelt var det blevet en ren krøbling, der blev sagt, at det var kommet af, at føllet havde gået på cementgulv, det var vist omkring 1910, Th. D. købte denne plag for en ren slik, jeg husker den gik i en fold ude ved gården.
Her var den morsomme oplevelse, at se hingsten havde sluttet venskab med en ung hane, hanen fulgte med ind i stalden og sad og sov på hingstens krybbe om natten, det gik dog galt, en nat var hanen kommet ned på gulvet og hingsten havde trådt den ihjel.
Senere blev hingsten sendt ind på landbohøjskolen, der blev den opereret, tilbage var den skavank, at den på det ene bagben satte spidsen af hoven til jorden i stedet for at træde på hele hoven, det var kun en dårlig vane, smeden i Lundby smedede en sko med meget høje hager og en lille snabel foran, derved blev hingsten tvunget til at træde mere ned på hoven, efter nogen tid blev hagerne gjort kortere og snablen længere, dette blev ved så længe, at hingsten gik normalt på benet. Denne hingst fik navnet: General Lundby, den tog første gang præmie på dyrskuet i Slagelse i 1915, da det store hausse i hesteavl kom med første verdenskrig, var denne hingst klar til at være med, i 1918 solgte Th. D. hingsten til lensgreve Holstein, Holsteinborg for 10.000 kr., da var der lagt en ny hingst til på gården.
Th. D. havde et damptærskeværk som han lejede ud til andre landmænd, i 1912 blev der dannet et aktieselskab der købte et nyere værk med halmpresser til, se side 24, Th. D. solgte sit gamle værk og købte et nyere for at være med i konkurrencen, det værk aktieselskabet ejede var der meget vrøvl med, presseren ville ikke binde, og værket kunne svigte med rensningen, dette værk brændte i 1914 på Stigsnæs, se side 24, af værket og presseren var der kun jerndelene tilbage, Th. D. købte af assurenceselskabet alle disse jerndele, disse blev så kørt ud til hans gård, i de kommende vintre byggede han sammen med tømreren og smeden i Lundby værk og presser op igen, i 1918 var de færdige med dette arbejde, da solgte Th. D. det store værk og beholdt det genopbyggede værk.
I 1912 købte Th. D. den gård der ligger vest for hans egen, den hedder "Stenbjerggård", den ligger borte fra offentlig vej, den private vej går for det første stykke over Th. D. mark, gården tilhørte Jens Peder Jensen, han var gift med møllerens Bolette [
Boline], se side 12.
Th. D. store passion var jagt, om flere af hans moser var der plantet træer for vildtets skyld, når jagten gik ind i september var han at træffe med bøsse og hund, han havde i min barndom en stor sort Gordon Sætter der hed "Bjarke"
Syd for Th. D's mark lå mosen Estmose, det var fælles mose for Lundby, hver ejende fik ved udskiftningen en parcel i mosen, der var ingen tørveskær i mosen, så interessen for disse parceller var ikke store, i begyndelsen af dette århundrede begyndte ejerne så småt at opdyrke mosen, nu blev der stor uenighed om hvor de forskellige lodder lå, de fik en landmåler til at forsøge at finde ud af det, han forsøgte efter udskiftningskortet at finde grænserne, han måtte opgive dette fordi alle gårdene var flyttet.
Th. D. købte så hele mosen, lodsejerne delte så pengene efter som de skulle have jord i mosen, dette var i 1910 eller 11, herefter blev mosen opdyrket.
Ude i mosen lå et enligt hus, det var bygget på Karl Pedersens lod, huset blev lejet ud til en arbejdsmand, det var her den Hans Peder "der gik til valg i kammerherrens bukser" boede, jeg kan kun huske huset som ubeboet, det forsvandt ved opdyrkningen.
Christine var en lille kvinde, nogle år ældre end Thorvald, hun havde et meget hidsigt sind og en stejl vilje, hun var en meget dygtig kvinde i sit hus, hun var fra et velhavende bondehjem i Neble i Boeslunde sogn,
Jeg har hørt om Christines mor at hun var et fattigmandsbarn fra Sdr. Bjerge, hun var blevet adopteret af velhavende gårdmandsfolk vistnok fra den gård i Neble, hvor hun senere blev kone på.
Da min mor tjente hos lærer Juul i Sdr. Bjerre levede Christines mors forældre endnu, jeg husker ikke deres navne, de ejede et lille husmandssted, og de ejede en ko, Christines mormor havde et galt sind og en skarp tunge, hun tøjrede sin ko hvor hun ville, og gud nåde og trøste den mand der ikke ville have hendes ko på sin mark, han fik sådan læst teksten, så de fleste foretrak at lade koen stå.
I de første år efter at Thorvald og Christine var blevet gift døde den gamle mormoder, morfaderen var blevet blind med årene, han havde udsigt til at ende sine dage på fattiggården, da tog Christine den gamle mand i sit hjem, og der endte han sine dage.
Min søster Thora har fortalt mig et andet træk om Christine fra hendes unge dage, Thora havde først hørt det flere år efter Christines død. Christine tjente i sine unge dage som husbestyrerinde på en gård, det var vistnok i Boeslunde, på en anden gård havde de en af drengene fra Flakkebjerg Institut, mange af disse drenge havde det ikke godt i deres pladser som tjenestedrenge, denne dreng havde det særdeles slemt, så folk talte om det. Nu forsvandt der et eller andet på denne gård og flakkebjergdrengen blev mistænkt for der, gårdejeren sendte så drengen tilbage til instituttet med besked om, at han var en tyv, så stod sagerne meget dårligt for denne dreng. Da Christine hørte dette, tog hun sin cykle og kørte til Flakkebjerg, hun opsøgte forstanderen og fortalte hvordan drengen var blevet behandlet, hun sluttede med at sige, at hun vidste ikke om drengen havde stjålet eller ej, men havde han gjort det, var det kun hvad gårdfolkene havde fortjent.
Der blev i Thorvald og Christines hjem levet et sjældent godt liv, de havde mange tjenestefolk, og de fleste kom fra andre egne i landet, der siges, at der i deres tid aldrig var låst en dør i huset, min søster Thora fortalte, at karlene altid fik kaffe om aftenen, hvis pigerne var i byen, skulle de sætte kaffekanden i ovnen, der kunne den holde sig varm, og så kunne karlene selv tage den.
Hver søndag morgen blev alle folkene samlet til morgenkaffe og morgensang, næsten hver søndag kørte der en vogn til frimenigheden i Høve, der var gerne nogle af folkene med. Ægteparret gik meget ind for Skytte og Gymnastikforeningen, til de forskellige møder var de også trofaste tilhængere, jeg ved, at foredragsholdere har overnattet der i hjemmet.
Når der blev spist sad Thorvald for bordenden, folkene sad vistnok efter deres rang på gården, når der kom gæster, og det gjorde der tit, så rykkede folkene ned og gæsten blev placeret ved Thorvald, det var tit meget betydende mænd der kom på gården, det var dog ikke altid det kunne gouteres, jeg tror det var i 1903 der var efterårsmanøvre der på egnen, hos th. D. var der indkvarteret to sergenter og et antal menige, efter den militære rangforordning måtte sergenter ikke spise sammen med menige, Christine ville ikke dække op to steder, det var imod hendes princip, sergenterne tingede sig i kost hos mine forældre.
Den anden gang var i 1915, da var et kompagni af 14' battalion indkvarteret i Lundby og Oreby, de lå her i to måneder ad gangen, de lå her to gange det år, dengang fik Th. D. tildelt en sergent og nogle menige, da var det galt igen, sergenten måtte ikke spise sammen med de menige, sergenten ønskede også brændevin på bordet, begge dele stred mod skik og brug i det hjem, sergenten byttede da kvarter så han kom til at bo hos mølleren.
At være tjenestepige under Christine var vist ikke altid lige morsomt, men en pige der havde været der havde lært noget, dog husker jeg piger der har været der i flere år.
Der var fire børn i hjemmet: Eva, Asger, Ejvind og Ruth.
Eva blev i 1920 eller 21 gift med en gårdejer, Christian Juul, han var fra Horsens vestegn, han var mange år folketingsmand valgt af venstre, han slægt tilhørte også den grundtviske retning, han var i mange år formand for Vestbirk Højskole.
Asger blev 1927 gift med en datter af Frederik Pedersen i Tystofte, Astrid hedder hun, de købte en gård i Oreby, han drev sin gård som faderen, han havde belgierheste og drev frøavl.
Ejvind blev 1932 gift med en lærerdatter fra Sønderjylland, faderen var en af de lærere der flyttede til Sønderjylland efter genforeningen, hun hedder Agnethe, Ejvind drev også landbrug som faderen.
Ruth blev i 1928 eller 29 gift med sin fætter Frede Grønnemose, de købte en gård i Karrebæk, Frede lignede Th. D. ved at handle og have mange jern i ilden, under 2' verdenskrig lavede han tørv i stor stil, han købte flere ejendomme op  for at få tørvemoser, han ejede en stor grusgrav på Falster. Efter krigen havde han betydelig flere penge end der var opgivet, der var så mange, så han fik en rolig tid i et af statens gæstfrie pensionater, det tog Ruth sig meget nær.
I 1948 havde Ruth og Frede været en tur i Jylland, i nærheden af Snoghøj kørte Frede galt, Ruth blev så meget kvæstet, så hun lå over et år på sygehuset, hun blev invalid efter dette, det førte til skilsmisse. Ruth tog ophold hos moderen til hendes død, Ruth havde flere børn i Canada, efter moderens død realiserede hun hvad hun ejede og flyttede til Canada til børnene.
Jeg vil ikke slutte beskrivelsen af det hjem uden at nævne, jeg ved Th. D. har hjulpet mange ved at kautionere for dem, ligeledes havde de altid københavnerbørn i ferien.

KB Sylvest Jensen

KB Sylvest Jensen

KB Sylvest Jensen

KB Sylvest Jensen